Ryggens anatomi
Alle dyr benævnt vertebrater har en rygsøjle, kaldet columna vertebralis, som indeholder medulla spinalis (rygmarven). Marv er et dårligt udtryk, da der er tale om et tykt bundt udløbere fra nerveceller (axoner) samt egentlige nervecellekroppe (neuroner).
Ryggen inddeles i halsdelen (cervicale del) bestående af 7 hvirvler, dernæst brystdelen (thorakale del) bestående af 12 hvirvler, lændedelen (lumbal delen) bestående af 5 hvirvler samt til sidst korsbenet sacrum bestående af 5 sammenvoksede sacralhvirvler (Fig. a1).
Fig. a1. Ryggens krumninger i det såkaldte sagittale plan kaldes lordose og kyphose.
Ryghvirvlernes størrelse tiltager jo længere ned man kommer mod korsbenet, idet de skal bære en større og større del af kropsmassen.
Hvirvlerne fra de tre afdelinger af columna har hver deres karakteristika.
Fig. a2.
Generelt består alle ryghvirvler af et corpus vertebrae (krop), en arcus vertebrae (hvirvelbue), processus spinosus (torntap), processus transversus (tværtap) og ledfacetter (processus articularis).
På en lumbalhvirvel er corpus nyreformet, processus spinosus peger lige bagud, og facetleddene er stillet i sagittal planet, hvilket faciliterer flexion/ekstension.
Fig. a3.
På en brysthvirvel er corpus hjerteformet. Processus spinosus peger skråt nedad, hvilket betyder, at bryst kyphosen ikke kan rettes helt ud. På brysthvirvlen er der ledflader til artikulation med ribbenene både på corpus og på processus spinosus (Fig. a3). Facetleddenes ledflader står i frontal planet, hvilket faciliterer lateral flexion.
Fig. a4.
På halshvirvlerne er corpus firkantet. Facetleddene er horisontalt stillet, hvilket fremmer rotation, som når man drejer hovedet fra side til side. Processus transversus indeholder i hver side et hul, foramen transversarium, som indeholder arteria vertebralis, der forsyner en del af hjernen. Foramen vertebrale er større her end i de lavere afsnit af ryggen fordi medulla spinales er tykkest her.
Ryghvirvlernes corpora er forbundet via en discus intervertebralis, som er en bruskskive bestående af en blød kerne med et antal fibrøse ringen udenom.